L-NET, som står for at drifte, vedligeholde og udbygge elnettet i Holstebro by og Vinderup, opererer efter det, der hedder Tarifmodel 3.0.

Det er en model, som er udviklet af Green Power Denmark og godkendt af Forsyningstilsynet.

En tarif er den pris, du som forbruger betaler for at få transporteret strøm til din stikkontakt. Det har altså ikke noget med selve strømmens pris at gøre eller afgifter for den sags skyld.

Med indførelsen af Tarifmodel 3.0, som L-NET overgik til 1. april 2025, fik vi lige pludselig mere end en tarif (altså pris) at forholde os til.

Tidligere var prisen ens for at få transporteret strøm - døgnet rundt, året rundt. Nu er prisen forskellig alt efter, hvornår på dagen du skal have strømmen, og hvornår på året.

Skemaet herunder viser priserne – både sommer og vinter – for den gruppe, vi kalder C-tarif. Her hører langt de fleste private forbrugere til. Se de øvrige tarifgrupper i bunden af siden.



Vi bruger mere strøm i vinterhalvåret end i sommerhalvåret, og derfor er det generelt dyrere at få transporteret strøm om vinteren.

Værd er det særligt at lægge mærke til forskellen på prisen i tidsrummet 17.00 til 20.59. Her er tale om mere end en fordobling fra sommer til vinter.

Den økonomiske motivation til at flytte så meget som muligt af sit elforbrug ud af det tidsrum stiger med andre ord væsentligt pr. 1. oktober, hvor vinterpriserne træder i kraft.

Og det er netop hele ideen med Tarifmodel 3.0 – at få fordelt vores strømforbrug mere ligeligt ud over døgnets 24 timer.

På den måde kan vi få udnyttet det eksisterende elnets fulde potentiale frem for at skulle udbygge elnettet udelukkende på grund af spidsbelastningsperioder.

Det er langt fra billigt at skulle udbygge et elnet, så kan vi undgå at gøre det mere end højest nødvendigt, er der i sidste ende også penge at spare som forbruger.

Se alle priser her

Du kan på regningen fra din el-leverandør se, om du hører til A, B-høj, B-lav eller C-tarif. De fleste private kunder betaler C-tarif.

Her sørger L-NET for, at strømmen kommer ud